Serie A

38-årig Inzaghi i Atalanta-retur?

Veteran-angriberen Filippo Inzaghi er angiveligt i dialog med Atalanta om en kontrakt for den kommende sæson.

Han fylder 39 år til august, men Filippo Inzaghi har tilsyneladende ikke tænkt sig at lægge fodboldstøvlerne på hylden.

Den italienske veteran-angriber er ellers uden klub efter hans kontrakt med AC Milan ikke blev forlænget i den forgangne sæson, men det ser ikke ud til at stoppe den tidligere landsholdsspiller.

Football-italia.com skriver således, at Filippo Inzaghi er i dialog med Atalanta om en ny kontrakt. Inzaghi fik sit store gennembrud i italiensk fodbold i netop Atalanta, da han i 1996/97-sæsonen scorede hele 24 mål i 33 kampe for klubben.

Nu kan han altså være på vej tilbage til klubben, der i sidste sæson sluttede som nummer 12 i Serie A. Ifølge football-italia.com er Inzaghi blevet tilbudt en 1-årig kontrakt med Atalanta. I kontrakten skulle der efter sigende også ligge et tilbud om at blive ungdomstræner i klubben, når den aktive karriere er forbi.

Filippo Inzaghi har spillet for AC Milan i de sidste 11 sæsoner. Inden da tørnede han ud for Juventus.