
Ronaldinho, Pato, Robinho og Zlatan Ibrahimovic. Hvem skal spille?
Ifølge kritikere står Milans træner Massimiliano Allegri med et luksusproblem, når han skal sætte startopstillingen til Milans kampe. Men ifølge Zlatans agent, Mino Raiola, bliver det ikke noget problem.
- Zlatan kan spille alle offensive positioner. De fire angribere kan spille på mange forskellige måder, og det inkluderer også dem alle samtidig. Men beslutningen er selvfølgelig op til Allegri, siger Raiola til Antenna 3 television.
Kvartetten er allerede døbt De Fantastiske Fire i italienske medier, og der er store forventninger til dem i denne sæson. Skulle enkelte af dem skuffe, har Milan endda den rutinerede Filippo Inzaghi og den unge Nnamdi Oduamadi klar i kulissen. Så der må næsten være garanti for mål, når Milan spiller i denne sæson.
Sæsonen er i hvert fald startet godt for Milan. Således vandt klubben hele 4-0 over Lecce i Serie A-premieren. Her scorede Pato to af målene, mens Thiago Silva og Inzaghi sørgede for de to sidste. Kampen var i øvrigt uden nyindkøbene Zlatan og Robinho, som i stedet kan få debut lørdag mod Cesena.