Thomas K. er utilfreds med spilletiden i FCK
Der er konkurrence om pladserne i en klub som FC København, det kan Thomas Kristensen skrive under på. Efteråret kastede kun fire kampe i startopstillingen af sig, og det har naturligt nok ikke været tilstrækkeligt for den tekniske midtbanespiller.
- Jeg har ikke været tilfreds med spilletiden i efteråret, men jeg kan ikke bruge det sidste halve år til så meget, nu må jeg komme videre. Det første år i klubben var over al forventning med rigtig mange kampe, desværre har det ikke været tilfældet det sidste halve år. Nu må jeg se fremad og håbe på noget mere spilletid, siger Thomas Kristensen til tipsbladet.dk.
Onsdag ophævede FC København kontrakten med en anden midtbanespiller, Libor Sionko, men selvom der nu er én konkurrent mindre, tror Kristensen, ikke det direkte gavner ham.
- Hverken Sionko eller jeg har på det seneste spillet ret meget fra start, så det er ikke en fra startelleveren, der er røget. Det giver selvfølgelig noget mere plads, men normalt er det ikke Sionko, jeg har sloges med, siger Thomas Kristensen.
Om Kristensen kan se frem til mere spilletid i foråret, får alle et bedre billede af, når FC København 18. februar møder Marseille i Europa League.