Søren Jensen fortvivlet over norsk vægelsind

Randers lejede med stor succés Søren Jensen fra Odd Grenland i foråret. Jensen og Randers vil gerne fortsætte samarbejdet, men den norske klub har ændret holdning til Jensens pris.

Venstre backen Søren Jensen var med til mirakuløst at redde Randers endnu en sæson i Superligaen. Men måske får Jensen ikke lov at høste frugterne af forårets arbejde i Randers, for hans norske ejerklub Odd Grenland kræver pludselig overgangssum for danskeren, selvom han tidligere har fået noget andet at vide.

- Min træner i Norge gav mig i november lov at skifte på en fri transfer, men lige pludselig forventer de at få penge ud af det, og det har jeg lidt svært ved at forstå. Jeg har gået de sidste to uger og håbet, at der ville komme en afklaring, og jeg håber stadig, at det lykkes, for jeg har haft det godt i Randers, siger Søren Jensen til tipsbladet.dk.

Før Randers og Odd Grenland bliver enige om en løsning, kan Jensen bare gå og vente og håbe. Håbe på at han får lov at blive i Danmark, som han så inderligt håber. Forhandlingerne om de personlige kontraktforhold bliver ikke noget problem, forudser backen.

- Jeg savnede Danmark i den tid, jeg var i Norge, og jeg har fundet ud af, hvor glad jeg er for at bo her. Men vi må bare vente og se, og hvis klubberne bliver enige, så er jeg sikker på, at vi hurtigt kan blive enige om de personlige forhold, for de har været glade for mig, og jeg har været for dem, og vi har selvfølgelig en fornemmelse for, hvordan vi skal finde sammen, siger Søren Jensen.

Den 26-årige venstre back skiftede for to år siden OB ud med Odd Grenland, og kom altså tilbage til Danmark i vinter på en lejeaftale med Randers.

Seneste nyt på tipsbladet.dk