Kvist: Europa League som springbræt til SAS Ligaen
Fodbold i januar og februar er en kold fornøjelse, men de kolde måneder er ikke desto mindre utrolig vigtige for formen i forårets afgørende kampe i SAS Ligaen. FC København lægger tidligere ud end alle andre, da løverne allerede 18. februar møder Marseille i Europa League. Nogen ville måske frygte, at kampene kunne flytte fokus fra den tætte top i SAS Ligaen, men københavnerne ser selv store fordele i kampene.
- Det bliver en hård opstart, fordi vi skal toppe tidligere, end vi normalt plejer. Men vi har prøvet det før, og det er enormt fedt at have de kampe til at komme i gang på. Vi har brugt det tidligere til at være en tand højre rent tempomæssigt end de andre i Ligaen, og jeg tror ikke, man kan finde træningskampe med det spændingsniveau og tempo, som vi kan få i de kampe. Så udover det bliver sjovt, kan vi bruge dem som et springbræt til SAS Ligaen, siger William Kvist til tipsbladet.dk.
FC København er kun en uge inde i forberedelserne, så hvordan kampene præcist skal tackles, har spillerne endnu ikke på nethinden.
- Vi kommer til at møde et toptunet mandskab, som kører i deres sæson, og det bliver svært. Jeg tror, vi skal prøve at angribe kampene som sidste år mod Manchester City, men hvad vi præcis skal gøre anderledes, må vi se de næste uger på træningsbanen, forklarer Kvist.
Han og holdkammeraterne deltager i træningsturneringen Copa del Sol i den sydspanske by Marbella fra 3. til 12. februar. Her møder FC København, Kalmar FF, Molde og Shakhtar Donetsk.