
I sidste uge stoppede Jacob "Gaxe" Gregersen som sportsdirektør i SønderjyskE. Siden har spekulationer sendt ham videre til Brøndby, hvor de i de seneste tre måneder har haft en stilling ledig som netop sportsdirektør. En tilfældighed? Måske. Men faktum er, at rygterne om "Gaxe" som Brøndbys nye sportsdirektør ikke vil dø.
Klaus Rasmussen har overtaget "Gaxe"s kasketter i SønderjyskE indtil klubben finder en permanent afløser for den tidligere forsvarsspiller. Rasmussen, der er klubbens direktør, har gennem mange år haft et tæt samarbejde med Jacob "Gaxe", og han ser ham og Brøndby som det perfekte match.
- For mig at se er det 50/50 om "Gaxe" ender i Brøndby. Men hvis nogen kan løfte opgaven, er det ham. Han har vildskaben, men samtidig er han meget velovervejet. Desuden er han meget cool i pressede situationer. Han er i det hele taget rigtig godt klædt på til dét job, siger Klaus Rasmussen til tipsbladet.dk med henvisning til jobbet som sportsdirektør på vestegnen.
Jacob "Gaxe" Gregersen var en meget populær mand i SønderjyskE, og ifølge Klaus Rasmussen kan han blive det samme i Brøndby.
- Han har det Brøndbys fans hungrer efter. Han er en vindertype, og han kæmper klubbens sag. Han har i det hele taget det der skal til, for at blive en rigtig god sportsdirektør for Brøndby, og jeg håber, han får jobbet. For både "Gaxe"s og Brøndbys skyld. Det vil også gøre mig glad, forklarer Klaus Rasmussen, der dog understreger, at han ikke ved, om Jacob "Gaxe" Gregersen får jobbet hos de blå/gule.
Svaret på det spørgsmål får vi sandsynligvis, når Brøndby holder generalforsamling den 8. april.