Superliga

Fans: Pis ud af vores klub Erik

Flere AGF-fans tøvede ikke med at kræve Erik Rasmussen fyret efter søndagens nederlag i Brøndby.

Banneret "Pis ud af vores klub Erik" fortalte meget illustrativt, at situationen er kritisk i den århusianske fodboldklub.

Tilbage i august måned lignede Erik Rasmussen frelseren selv, da klubben indtog førstepladsen i SAS-ligaen, men nu er den tidligere FCM-træner bestemt ikke en populær herre i Århus.

"Pis ud af vores klub"-banneret blev holdt op i mod slutningen af kampen og demonstrativt vist frem et stykke tid efter kampens sidste fløjt, mens spillere og ledere fra AGF kom ned mod tribuneafsnittet for at takke for støtten.

Og cheftræneren erkender også, at han er en presset mand.

- Nu tror jeg, at klubben generelt er meget glad for at have mig som træner. Men det er klart, at et nederlag til Køge vil sætte ledelsen under et gevaldigt pres. Og så kan det da godt være, at jeg risikerer en fyreseddel. Men som jeg har sagt det før, så er det jo en del af risikoen ved det her job, siger Erik Rasmussen til B.T.

AGF møder i næste runde allerede nedrykningsdømte HB Køge.