Carlsberg beroliger FCK og OB
Carlsberg Danmark droslede i går sit engagement på Roskilde Festivalen ned. "Tuborgzonen" har været et fast indslag på festivalen, hvor Carlsberg hvert af de seneste godt 10 år har inviteret flere end 1.000 forretningsforbindelser til VIP-fest, men det blev onsdag skrået væk.
Flere SAS Liga-klubber modtager hvert år store sponsorater fra den danske øl-gigant, som ifølge Børsen har en gæld på cirka 45 milliarder kroner, men FC København, OB, Esbjerg og Vejle behøver ikke at frygte for deres samarbejde med Carlsberg.
- Nej, vi har ikke nogen intentioner om at trække os fra fodbold og sportslige engagementer. Det, vi har trukket os fra på Roskilde Festivalen, var en ting ved siden af sponsoratet, og det er den eneste, vi har af den slags. Jeg kan give garanti for, at vi ikke vil ændre på vores sponsorater selv under en økonomisk svær situation, siger Peter M. Giacomello, der er sponsorchef i Carlsberg Danmark., til tipsbladet.dk.
De små går i første omgang fri
Carlsberg har udover SAS Liga-sponsorater også samarbejdspartnere i 1. og 2. division, men klubber som FC Fredericia, B93 og Ølstykke FC bør heller ikke rygte for fremtiden.
- Vi overvejer ikke sponsoraterne mere, end vi altid gør. Der er altid overvejelse om, hvorvidt sponsorater skal fortsætte, men vi har ikke tænkt os at ændre på noget nu, siger Giacomello.
Han fastslår, at øl-giganten kun vil lave om på den nuværende plan, hvis Carlsberg ændrer den overordnede strategi.
- Vi har i mange så forsøgt at skabe et forhold mellem Carlsberg og fodbold. Det har vi nyt godt af, og det har vi ingen planer om at ændre, slår sponsorchefen fast.