Superliga

BIF-assistent: Olsen og Laudrup har del i nedturen

Brøndbys assistent-træner er ikke i tvivl om, hvor Brøndbys nuværende nedtur i de senere år er startet. Ansvaret ligger blandt andet hos klubbens mest prominente trænere, Morten Olsen og Michael Laudrup.

Tipsbladet Indsigt har sat cheftræner Henrik Jensen og assistent-træner Bjarne Jensen stævne til et dobbeltinterview. De to trænere holder sig ikke tilbage med markante holdninger.

Blandt andet lyder et af spørgsmålene til Bjarne Jensen.

Bjarne, du har i et interview med SBU's blad ligefrem kaldt det brølere, at Brøndby først hentede Morten Olsen ind, så han ændrede ved spillestilen, og siden i nyere tid gentog det samme med Michael Laudrup?

- Ja, det fastholder jeg. For mig at se er det starten på den nedtur, vi har nu. Isoleret set er Michael Laudrup en fremragende træner, superdygtig osv., men den måde, han gjorde det på, var ikke en del af den kultur, som er herude, siger Bjarne Jensen til Tipsbladet.

- Han får lov at implimentere en masse ting med anderledes spillertyper, som ikke har den arv og kultur. Den dag han ikke var der mere, var viden ikke tilstede om, hvordan du skulle gøre de ting. Så starter du igen fra nul, og så kommer Tom (Køhlert, red.)] ind og får det bygget op igen. En træner må ikke få lov til at ændre for meget. Det skal komme fra klubben, som skal sige, at den er den spillestil, vi vil have. Så vælger man spillere og træner i forhold til det.

Lanmdstræner Morten Olsens tid i Brøndby får også en klar kommentar med fra Brøndby-assistenten.

- Morten (Olsen, red) lavede også om på alt. Jeg kan tydeligt huske, at han sagde, at han ikke kunne forstå, at vi kunne presse de tyskere i de europæiske kampe. Det var noget, vi lærte ham: at gå op og stresse. Det lå slet ikke til ham på det tidspunkt. Og gør det måske heller ikke nu, men dengang var han meget tysk inspireret. Han ville hellere stå lavt og spille mere henholdende, siger Bjarne Jensen.

- Han fik bare et hold, der fungerede. Da han skulle til at bygge noget op selv, så gik det helt rabundus, fordi han lavede om på alt for meget.

Læs hele det store dobbeltinterview i Tipsbladet Indsigt - på gaden nu.