AaB tæt på ejendomssalg?

AaB har i de seneste år haft et ejendomskompleks til salg på Hadsundvej i Aalborg, og nu skal fagforeningen 3F angiveligt have kig på en del af ejendommen.

AaB har i de seneste år haft stort besvær med at sælge et større ejendomskompleks på Hadsundvej i nærheden af universitetet i Aalborg, ejendomme som AaB A/S købte for at videresælge med en større fortjeneste.

AaB's administrerende direktør Poul Sørensen fortalte i slutningen af 2009 til Tipsbladet, at der var interesse omkring et køb af ejendommene på Hadsundvej, men at en handel i høj grad blev besværliggjort af finanskrisen, der har gjort bankerne meget forsigtige med at udlåne penge til ejendomshandler.

Læs også: Ekspert kritiserer AaB-chefs dobbeltrolle

Ifølge rygterne skal en handel være rykket tættere på, da fagforeningen 3F mangler lokaler i Aalborg og skal have kig på et delvist køb af AaB's bygninger på Hadsundvej. Ifølge Tipsbladets oplysninger skal bygningerne på Hadsundvej en af adskillige muligheder for 3F, hvilket man dog ikke kan få bekræftet hos hverken 3F eller AaB.

- Det har vi ingen kommentarer til, lyder det fra Allan Busk, der er næstformand hos 3F Aalborg.

AaB's administrerende direktør Poul Sørensen vil ikke kommentere på, om 3F er interesseret i et køb af AaB's ejendomme på Hadsundvej, men Sørensen vil godt sige, at bygningerne på Hadsundvej muligvis vil blive delvist solgt i 2010.

- Vi har interesserede købere. Jeg har meldt ud, at vi er fortrøstningsfulde omkring et salg i 2010, og det er vi fortsat, siger Poul Sørensen til tipsbladet.dk.

- Hvad eventuelt interesserede købere siger kan jeg ikke gøre noget ved. Som børsnoteret selskab hverken kan eller vil vi sige noget, før der er underskrifter og penge på bankkontoen, siger Poul Sørensen.

AaB's manglende salg af ejendommene på Hadsundvej er en af hovedårsagerne til den pressede økonomi, der i efteråret tvang klubben til at udnytte en større del af kassekreditten for at betale løn til spillere og ansatte. Det er uvist, hvor stor en del af Hadsundvej-ejendommene 3F angiveligt skal have kig på, og hvad prisen for en handel vil være.

Læs også: AaB-direktør i forsvar

Seneste nyt på tipsbladet.dk