Særligt Kylian Mbappé var en del af mange spørgsmålene, som Zinedine Zidane forsøgte at svare på til et pressemøde i USA. Dog ville den franske træner ikke direkte svare på, hvorvidt Real Madrid var tæt på en aftale med Monaco-bomberen.
- I øjeblikket er der 28 spillere i truppen, og det er dem, jeg fokuserer på. Som altid kan der ske meget, inden transfervinduet lukker. Han (Mbappé, red.) er god, men jeg tænker kun på kampen i morgen og på forberedelserne forud for den nye sæson, sagde Zinedine Zidane på pressemødet.
Herefter spurgte en journalist, om mandskabet var blevet svagere efter et salg af Alvaro Morata, og i denne henseende var Zidane ikke i tvivl.
- Vi så, hvad han gjorde i sidste sæson. Han gjorde meget for holdet. Lige nu mangler vi en angriber, erkendte den franske cheftræner ifølge det spanske medie i Madrid, AS.
Real Madrid er på træningslejr i Los Angeles, og ifølge Sky Sports er klubben i øjeblikket tæt på at sælge Danilo til Manchester City.