Xavi stopper i Barcelona - fortsætter i Qatar
La Liga

Xavi stopper i Barcelona - fortsætter i Qatar

Legendariske Xavi stopper i FC Barcelona efter sæsonen og tager til Qatar for at afslutte den fantastiske karriere.

En af FC Barcelonas helt store spillere og offensive kreatører, Xavi, har netop meddelt, at han stopper i den spanske storklub efter sæsonen, der ud over sidste spillerunde i Spanien og byder på pokalfinalen og Champions League-finalen.
 
Den 35-årige midtbanespillers kontrakt udløber efter sæsonen, men Xavi har ikke tænkt sig at lægge støvlerne på hylden. På et pressemøde har han offentliggjort, at han har skrevet en to-årig kontrakt med klubben Al Sadd fra Qatar.
 
Xavi har vundet 23 trofæer i sin karriere med FC Barcelona, hvor han har spillet siden han fik debut tilbage i 1998 - blandt andet otte spanske mesterskaber og tre Champions League-trofæer. 
 
Ud over legendestatus hos de spanske mestre har han i årevis været en bærende kraft på det succesfulde spanske landshold, og har været med til at fejre triumfer som  Europamester i både 2008 og 2012 samt Verdensmesterskabet i 2010.
 
 Xavis tre sidste kampe i FC Barcelona-trøjen bliver sidste spillerunde i La Liga hjemme mod  Deportivo på lørdag, pokalfinalen mod Athletic Bilbao og endelig den helt store finale i 6. juni i Berlin, hvor Juventus venter i Champions League-finalen.