Valencia bekræfter: Snyder Real
La Liga

Valencia bekræfter: Snyder Real

Jose Luis Gaya forlænger med Valencia, og dermed snyder klubben bejlere som Real Madrid og Manchester City.

I Valencia råder man over en af de største kometer i spansk fodbold. Jose Luis Gaya har taget Liga BBVA med storm, og den 19-årige back har været et brandvarmt emne hos flere storklubber, hvis især Real Madrid har været rygtet tæt på en transfer. Også Manchester City har haft folk i Spanien, men nu kan begge klubber vinke farvel til en aftale med Gaya.

Det bekræfter Valencia-præsident Amadeo Salvo ved et arrangement i Valencia fredag, hvor det understreges, at man inden længe kan præsentere en ny aftale med den unge profil: 

- Gaya kommer til at forlænge sin aftale med Valencia. Han kommer ikke til at skifte til Real Madrid. Dette er helt sikkert, og i må meget gerne citere mig for det i jeres respektive aviser, fortæller Amadeo Salvo ved arrangementet, hvor store dele af den spanske presse var til stede for at spørge ind til netop unge Gaya. 

Den spanske U/21-landsholdsspiller har aktuelt kontrakt frem til sommeren 2018. Gaya har været i Valencia siden 2006, hvor han startede i klubben som ungdomsspiller. I 2012 tog karrieren for alvor fart, hvor spanieren fik debut på klubbens førstehold. Siden har han både optrådt på A og B-holdet i Valencia, mens den unge spiller har repræsenteret det spanske U/17, U/18, U/19, U20 og U/21-landshold.