Tidligere FCK'er fremragende fra start i Spanien
Illustration
La Liga

Tidligere FCK'er fremragende fra start i Spanien

Den nybagte Elche-spiller, Tobias Christensen har fået en så god start i Spanien, at hans agent regner med førsteholdsfodbold til det tidligere FC København-talent allerede i den kommende sæson.

Tidligere på sommeren gennemførte FC Københavns Tobias Christensen et skifte til spanske Elche. I første omgang var den 19-årige dansker udset til en plads på klubbens B-hold, men den lille teknikker har taget La Liga-klubben med storm.

- Det er gået rigtig godt, og jeg har fået en bedre start, end jeg overhovedet turde drømme om. Jeg synes, at jeg har grebet chancen, siger Tobias Christensen til Ekstra Bladet.

På sommertræningslejren imponerede han træner, Fran Escribá stort, og nu trækker det op til førsteholdsfodbold for Elche, der begynder sæsonen på udebane mod Barcelona på søndag.

- Tobias har vist den rette blanding af selvtillid og ydmyghed, og det gør, at folk godt kan li’ ham. De fører ham stille og roligt frem og ved, hvordan det skal gøres, men Tobias får debut i denne sæson, siger hans agent, Mikkel Beck og uddyber:

- Hvornår kan jeg ikke sige, men han har imponeret folk så meget, at de siger, at han får kampe i denne sæson og bliver en vigtig spiller for dem.

Tobias Christensen var tæt på førsteholdet i FC København under Ariel Jacobs, men han blev frosset ude, da Ståle Solbakken vendte tilbage til hovedstaden.