Cesc Fabregas har fået en fremragende start i Chelsea, som han skiftede til fra FC Barcelona i sommer, og selv om catalanerne også har klaret sig fint uden den spanske midtbanespiller, skal der nok være en lang række Barcelona-fans, der savner Fabregas.
Den spanske landsholdsspiller kom til Barcelona fra Arsenal i en storstilet transfer i 2011, og de fleste regnede med, at han var taget tilbage til Barcelona for at slutte karrieren i sin barndomsklub, men sådan skulle det altså ikke være.
Nu fastslår Cristian Tello, der var holdkammerat med Fabregas i Barcelona i alle tre sæsoner, at midtbanespilleren ikke fik en værdig afsked med Barca.
- Cesc fik ikke den afsked, han fortjente. Han forlod klubben af bagdøren. Jeg tror, at han er en smule såret, for det var hans drøm at blive en succes i Barcelona. Men Cesc var en fantastisk spiller for klubben – det kan man se ved bare at kigge på de mål og de assists, han stod for, siger Tello til Sport.
Cristian Tello er i denne sæson udlejet fra Barcelona til FC Porto.