Stor Barca-sejr: Holder trit med Real Madrid
Foto: Manuel Blondeau/Polfoto
La Liga

Stor Barca-sejr: Holder trit med Real Madrid

Real Madrid og FC Barcelona kæmper side om side for det spanske mesterskab. Begge klubber vandt lørdag.

Godt nok så Ronaldo rødt, men det lykkedes alligevel tidligere lørdag for Real Madrid at vinde ude over Cordoba. Derfor havde FC Barcelona brug for at vinde ude over Elche for at holde trit med topholdet Real Madrid.

Og Barcelona havde ingen problemer med at besejre Elche - det endte med en stor sejr på 6-0. Efter 35 minutters spil sendte Gerard Pique Barcelona i front. Den føring blev udbygget kort inde i anden halvleg, hvor Lionel Messi via et straffespark fik gjort det til 2-0. Og da Elche så rødt med lidt over en halv time igen af opgøret, var kampen reelt afgjort.

Men Neymar ville ikke stå tilbage, og han ville således også på tavlen et par gange. Først fik han gjort det til 3-0, inden han med 18 minutter igen af opgøret scorede et smukt, smukt mål til 4-0. Neymar spillede bolden til Messi, der med en førstegangsaflevering fra kanten af feltet, lobbede bolden over forsvaret til Neymar, der havde fortsat sit løb. Neymar flugtede bolden i nettet til 4-0.

I de sidste minutter af opgøret scorede Lionel Messi sit andet mål i kampen til 5-0, inden Pedro scorede i tillægstiden til slutresultatet 6-0.

Med sejren står Barcelona noteret for 47 point - det er ét mindre end Real Madrid, der dog har spillet en kamp færre. Atletico Madrid er nummer tre i Spanien - holdet er seks point efter Barcelona.