Cristiano Ronaldo meldte torsdag ud, at han ønskede at slutte karrieren i Real Madrid.
Og nu ser det ønske måske ud til at blive opfyldt. Det spanske medie Cadena SER fortæller således, at Ronaldo og Real Madrid er blevet enige om en kontraktforlængelse frem til 2021. Ronaldo vil derfor være 36, når hans nye kontrakt udløber.
Ronaldos nuværende kontrakt har udløb i 2018, men allerede nu ønsker Real Madrid at sikre sig, at verdensstjernen bliver i klubben. I følge Cadena SER ventes aftalen at blive offentliggjort efter Champions League-finalen, der spilles den 28. maj i Milano.
Ronaldo skiftede i 2009 til Real Madrid fra Manchester United, og siden da er det blevet til 364 mål i 345 kampe for den spanske hovedstadsklub.