Spansk lovændring kan redde Barcelona i Neymar-skattesagen
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Spansk lovændring kan redde Barcelona i Neymar-skattesagen

Der er kommet en drejning i skattesagen om Neymars skifte til Barcelona, som betyder, at ex-præsident Rosell kan blive ramt alene.

I Barcelonas skattesag om Neymars skifte er der nu kommet en ny drejning. Sagen handler om, at prisen for Neymar ikke er blevet oplyst korrekt, som angiveligt har givet Barcelona en skattefordel.

Det er Barcelona-medlemmet Jordi Cases, der har stået for anmeldelsen af den tidligere præsident Sandro Rosell, der stod for købet af den brasilianske stjernespiller. Hvis Barcelona bliver dømt, så ville det i første omgang kunne ramme klubben hårdt, men nu er der kommet et lille twist i sagen, som kan ændre meget.

Der er nemlig kommet en ændring i den spanske straffelovgivning, som betyder, at Barcelona som klub fuldstændig kan blive frataget straffeansvar, hvorimod det kommer til at ligge personligt hos den eller de personer, som har stået bag forbrydelsen. Det skriver den spanske sportsavis Marca.

Dermed ville ansvaret alene ligge hos Sandro Rosell og den nuværende præsident Josep Maria Bartomeu, som også er indblandet i sagen.

Skattefordelen skulle have været på omkring 70 millioner kroner, og den nye lov trådte i kraft for godt en måned siden. Den er lavet for, at man nu kan ramme de personer, som har lavet lovovertrædelsen, hvor man tidligere har kunne se firmaer dække over deres ansatte og tage skraldet.

Barcelona har på det seneste været indblandet i en række uheldige sager. For kort tid siden fik de en bøde af UEFA for politiske sange fra fans i Champions League-finalen, og så er de i øjeblikket ramt af et transferforbud efter overtrædelse af regler omkring køb af meget unge spillere.