Sikker Atletico Madrid-sejr giver smalt ligaforspring
Illustration
La Liga

Sikker Atletico Madrid-sejr giver smalt ligaforspring

Med 2-0-sejren over Getafe lægger Atletico Madrid en lille smule afstand i toppen til Real Madrid og Barcelona. Diego Simeones hold er nu tre point foran Real Madrid.

Med Barcelonas nederlag til Granada og Real Madrids Almeria-sejr skulle der følges op for Atletico Madrid. Allerede før denne runde toppede mandskabet, der i midtugen kvalificerede sig til Champions League-semifinalerne, Primera Division, og med kun fem kampe tilbage af sæsonen i det spanske var folkekravet nærmest en sejr mod en anden Madrid-klub, Getafe, der var værter for aftenens kamp.

Fem minutter før pausen gjorde Diego Godin det til 1-0 ved at udnytte Getafe-keeper Codinas passivitet i forbindelse med et indlæg, og i anden halvleg blev det med ét sværere for Getafe, da Alexis blev udvist for at nedlægge Diego Costa i straffesparksfeltet. Det efterfølgende spark brændte Costa selv, og riposten, som Raul Garcia tog sig, blev også reddet af Codina, som dermed gjorde skaden en anelse god igen.

Sidst i kampen lukkede Atletico dog kampen. Adrian Lopez brød igennem på kanten og serverede en god bold til Costa, der bagerst i feltet kunne sende bolden i kassen til slutresultatet 2-0. I samme bevægelse blev Costa dog alvorligt skadet, da han ramlede sammen med stolpen. Det vides endnu ikke, om hvor slem skaden er.

Med de tre point øger Atletico Madrid føringen i Primera Division. Forspringet til Real Madrid er nu på netop tre point, mens Barcelona er yderligere ét point efter.