Real suspenderer medlem for Clasico-raseri
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Real suspenderer medlem for Clasico-raseri

Et klubmedlem i Real Madrid er blevet suspenderet og forment adgang til Bernabeu, efter han og to andre angreb tre biler oven på nederlaget til Barcelona i søndags.

Da Real Madrids spillere og trænere kom tilbage til den spanske hovedstad efter nederlaget til Barcelona i søndags, blev enkelte af dem mødt af vrede fans, da de forlod klubbens træningscenter. Videooptagelser viser tre mænd forsøge at slå og sparke på Jesés, Gareth Bales og cheftræner Carlo Ancelottis biler, mens de råber aggressivt.

I et statement på klubbens hjemmeside oplyser Real Madrid, at man har identificeret en af mændene som et medlem af klubben. Det har foreløbig kostet ham en suspendering af medlemsskabet, ligesom han ikke er velkommen på hjemmebanen Santiago Bernabeu eller klubbens træningsfaciliteter.

Derudover skal Real Madrids interne disciplinærkomité beslutte, om manden skal have sit medlemsskab frataget for stedse. Han og hans kumpaner risikerer samtidig et retsligt efterspil, eftersom klubben har meldt episoden til Spaniens nationale antivoldskommission og oplyser, at man "vil tage ethvert muligt juridisk skridt mod de personer, som er ansvarlige for disse handlinger."