Pepe: Jeg var uønsket i Real Madrid
Foto: Paul White/Polfoto
La Liga

Pepe: Jeg var uønsket i Real Madrid

Forsvarsspilleren Pepe var tæt på at forlade Real Madrid under træner Rafael Benitez, der ikke så noget lys i portugiseren.

Det kan være svært som spiller i de store klubber, når der kommer en ny træner ind. Det åbner nemlig op for pladserne for alvor, og det var ligeledes tilfældet, da Rafael Benitez blev præsenteret som ny træner i Real Madrid. Den tidligere succestræner nåede kun syv måneder i spidsen på Bernabeu, men det var rigeligt med tid til at gøre sig særdeles upopulær blandt flere spiller. 

Blandt andet hos forsvarsprofilen Pepe, der faktisk var tæt på at forlade den spanske hovedstad. Det fortæller landsholdsspilleren i et interview torsdag, hvor han gør det klart, at han var meldt uønsket hos Champions League-finalisterne: 

- Det hele er et spørgsmål om hårdt arbejde. I begyndelsen under Rafael Benitez fortalte han mig, at der ikke var brug for mig. Han gjorde det klart, at jeg kun var tredjevalg i klubben. Jeg kæmpede dog hårdt, og i dag har jeg været her i ni år, mens folk ved præcis, hvad de kan forvente af mig, siger Pepe til Cadena Cope.

Pepe understreger desuden, at spillertruppen var skeptiske omkring Real-legenden Zinedine Zidane som ny træner. En skepsis der dog hurtigt er gjort til skamme.