Officielt: Real Madrid fyrer Carlo Ancelotti
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
La Liga

Officielt: Real Madrid fyrer Carlo Ancelotti

Helt som ventet har Real Madrid fyret Carlo Ancelotti oven på en sæson uden trofæer for kongeklubben.

Real Madrid har taget konsekvensen af en sæson uden trofæer. En andenplads i La Liga og en semifinale i Champions League var ikke nok for kongeklubben, som nu har fyret italienske Carlo Ancelotti. 

Den tidligere Chelsea- og AC Milan-træner formåede i sin toårige periode i Real Madrid at vinde Champions League, VM for klubhold, den europæiske Super Cup og Copa del Rey. Han fik dog aldrig fingrene i La Liga-trofæet, som Atletico Madrid og FC Barcelona er løbet med. 

- Jeg vil informere jer om, at ledelsen har besluttet at fratage Carlo Ancelotti posten som træner for Real Madrid. Det har været en svær beslutning at tage. Kravene er høje, fordi Real Madrid altid vil vinde sølvtøj, siger Florentino Perez på et pressemøde. 

- Måden spillerne og fansene føler for Carlo, er det samme jeg føler for ham. Hvad har han gjort galt? Det ved jeg ikke. Kravene her er meget høje. 

Storfavoritten til at overtage efter Carlo Ancelotti er den afgående Napoli-træner, Rafael Benitez.