
Rygterne har svirret omkring Jose Mourinhos fremtid den seneste måneds tid. Portugiseren skulle ifølge flere kilder være træt af livet i Real Madrid, og derfor ønske at vende tilbage til England.
Tidligere på ugen meldte The Sunday Times bl.a., at Mourinho overvejede at vende tilbage til Chelsea, men Tottenham skulle også være inde i Mourinhos fremtidsovervejelser.
Mourinho selv var dog ikke i humør til at svare på pressen gætterier på dagens pressemøde op til Real Madrids opgør med Levante imorgen.
- Jeg tror, at I allerede kender mine svar. Jeg er ikke den der starter dem (rygterne, red.), sagde portugiseren og fortsatte:
- I skulle spørge jeres kilder, som for jer er anonyme, men for mig mere er opdigtede end anonyme. Jeg har ikke mere at tilføje, sluttede den altid kontante Mourinho.
De seneste skriverier i den spanske presse går dog på, at Mourinho skulle have holdt et forsoningsmøde med Real Madrids ledelse, og nu skulle være klar til at føre klubben videre i kampen mod Barcelonas dominans i spansk og europæisk fodbold.