Messi-skattesag bliver droppet: Nu går man efter Messis far
Foto: Emilio Morenatti/Polfoto
La Liga

Messi-skattesag bliver droppet: Nu går man efter Messis far

Undersøgelsen i Messis skattesag fra tiden mellem 2007 og 2009 viser, at spilleren ikke kunne have vidst, hvad der foregik pga af hans alder. Men det vidste faren godt, lyder det fra anklageren i sagen.

Lionel Messi kan nu ånde lettet op i forhold til den skattesag, som har været rettet mod ham. Den har anklagerne i Katalonien nu droppet, men de retter nu blikket over på verdensstjernens far, Jorge Messi.

Sagen drejer sig om, at Lionel Messi skulle have undgået at betale 30 millioner kroner mellem 2007 og 2009, som skulle være efter indtægter fra de billedrettigheder, som Messi har. Det har man nu droppet at sigte Messi for, men derimod går man altså efter faren som den eneste person med ansvar for en angiveligt kriminel handling.

Det forklarer anklagemyndigheden med Lionel Messis alder, der dengang var mellem 19 og 22 år over de tre kalenderår. Derimod har de svært ved at tro på, at faren ikke var klar over, at der foregik noget forkert.

Derfor kan Lionel Messi nu komme ud for, at han skal ind og vidne mod sin egen far, der tilmed også har været agent for sønnen. Det vil unægteligt blive et meget specielt scenarie, hvis det kommer så langt.

Straffen for skattesvindlen vil anklagerne angiveligt gerne have på 18 måneder plus en bøde på omkring 15 millioner kroner.