La Liga

Luis Enrique regner med Neymar i La Liga-premiere

Neymar kan være en del af det FC Barcelona-hold, som søndag tager hul på La Liga, hvor catalanerne møder Elche.

Det har længe været tvivlsomt, om Neymar kunne nå at blive sin ankelskade kvit, inden FC Barcelona tager hul på Primera Division søndag, hvor de møder Elche. 

Men på lørdagens pressemøde afslørede FC Barcelona-træneren, Luis Enrique, at Neymar kan komme i spil i opgøret. Og det samme gælder Pedro, som også har været tvivlsom med en skade.

- Vi får at se i morgen, om Neymar vil spille. Det samme gælder Pedro. Han trænede normalt i dag, så i princippet kan jeg regne med dem begge, sagde Luis Enrique på lørdagens pressemøde. 

Samtidig var Luis Enrique hurtig til at afskrive FC Barcelona som favoritter til det mesterskab denne sæson, som han i stedet mener skal findes hos Atletico Madrid. 

- Intet hold vil vinde over os, når det gælder engagement og motivation. Men Atletico Madrid er forsvarende mestre. Derfor er de favoritter, og de har min fulde respekt, siger Luis Enrique.