Laudrup: Messi og Ronaldo har brug for hinanden
Illustration
La Liga

Laudrup: Messi og Ronaldo har brug for hinanden

Michael Laudrup gætter på, at Cristiano Ronaldo og Lionel Messi blandt andet skiller sig sådan ud, fordi de bliver motiveret af at konkurrere mod hinanden.

Hvem er den bedste fodboldspiller i verden? Er det Cristiano Ronaldo, eller er det Lionel Messi?

Den debat har længe været kørende, og den vil formentlig blive ved i lige så lang tid. Michael Laudrup har svært ved at pege på en af de to, men han er sikker på, at de begge vil blive husket som nogle af spillets største, når de engang går på pension.

Den danske manager tror, at Messi og Ronaldo gennem årene har været med til at gøre hinanden gode, selv om de som bekendt aldrig har været holdkammerater.

- Jeg tror, de har brug for hinanden. Hvis en af dem scorer hattrick, vil den anden forsøge at gøre det bedre. De er to af de bedste – og ikke bare i øjeblikket. Om 30 år vil vi også snakke om dem, og debatten vil gå på, om det er Messi, Cristiano Ronaldo, Maradona eller Pele, der er tidens bedste fodboldspiller, siger Michael Laudrup til EFE.

Danskeren tilføjer i samme interview, at han også ser et stort lys i unge James Rodriquez.