Laudrup hylder Iniesta: Først var han god - Nu er han spektakulær
Foto: STR/Polfoto
La Liga

Laudrup hylder Iniesta: Først var han god - Nu er han spektakulær

Michael Laudrup kan slet ikke få nok af Andres Iniesta, som han skamroser for at have rykket sig som spiller efter Xavi forlod klubben.

Det kører godt for Barcelona i denne tid, hvor det senest er blevet til en 6-1-sejr over Roma i Champions League, og så den markante 4-0-sejr i weekenden mod Real Madrid i El Clasico.

Her peger Michael Laudrup i et interview med den spanske sportsavis Mundo Deportivo, at meget af årsagen til Barcelonas enormt stærke periode skyldes Andres Iniesta. Det sker mens mange andre ser mere på, hvad Neymar og Luis Suarez har gjort.

- Iniesta var meget god, og nu er han spektakulær. Han har modnet sig, og er blevet mere komplet, og har udviklet sig til en total-midtbanespiller, udtrykker Michael Laudrup det til sportsavisen.

Det er desuden nemt for Laudrup at pege på, hvor Iniesta er blevet bedre.

- Han er blevet markant stærkere. Ikke bare med bolden på fødderne, men også når modstanderne har bolden, og man skal ud og have fat i den. Uden Xavi på holdet længere har Iniesta nu også overtaget mere ansvar på holdet, siger Laudrup.

Han bemærker også, at Barcelonas spillestil passer godt til Iniestas stil. Derudover ser han også, at Busquets på midtbanen er vigtig, da det er ham, der giver holdet balance og løsner op for presset mod holdet.