Laudrup beretter om stilhed i Spanien

Michael Laudrup gør status over transfervinduet i sit andet hjemland, Spanien.

Mens kun to hold ud af 20 i den engelske Premier League valgte ikke at forstærke sig i januars transfervindue, ser tallet helt anderledes ud i den bedste spanske række. Her valgte hele otte mandskaber ikke at røre på sig i transfermåneden.

En bemærkelsesværdig forskel, men ikke specielt overraskende mener Michael Laudrup. Økonomien i en lang række af de spanske klubber har det ikke for godt, og det er hovedårsagen til, at der ikke var megen januar-action i Spanien.

- Det har ganske rigtigt været et meget stille transfervindue, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den økonomiske krise. Der har været lidt byttehandler og lejeaftaler, men deciderede transfers har der været meget meget få af, siger Michael Laudrup til sporten.dk.

Traditionen tro plejer Real Madrid og Barcelona at blæse på alt, hvad der hedder økonomisk krise. Falder de to mastodonter over en spiller, de gerne vil have, kan man være sikker på, at de på den ene eller den anden måde nok skal få rejst nok millioner til at købe den pågældende spiller fri af sin kontrakt. Men heller ikke de to giganter i Spanien rørte på sig.

Dette er dog heller ikke så underligt, vurderer Michael Laudrup.

- Real Madrid er i forvejen dækket rigtigt godt ind på alle pladser og har endda Nuri Sahin, som indtil nu kun har spillet meget lidt på grund af skader.

- Barcelona har valgt at satse på endnu en fra egne rækker ved at skrive førsteholds-kontrakt med Cuenca, der allerede har spillet en del kampe i de seneste par måneder, lyder det fra den tidligere Mallorca-træner.

Zaragoza og Rayo Vallecano var de to mandskaber, der forstærkede sig mest i januars transfervindue. Begge klubber hentede fire nye ansigter til truppen.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Sikrer FC Nordsjælland sig guldet?: