Kryptisk Dani Alves om fremtiden: Jeg lever i nuet
Polfoto/Daniel Tejedor
La Liga

Kryptisk Dani Alves om fremtiden: Jeg lever i nuet

Dani Alves vil ikke udelukke, at han kan være på vej væk fra FC Barcelona.

Den brasilianske højreback Dani Alves kan snart være fortid i FC Barcelona.

Alves vil nemlig ikke svare konkret på spørgsmålet om, hvorvidt han bliver i klubben efter sommerferien.

- Jeg kan ikke garantere, at jeg bliver i FC Barcelona. Jeg lever i nuet, og for mig er der ingen dag i morgen. Jeg vil altid være glad i FC Barcelona, for klubben har vundet mit hjerte. Sidste år var der også aftalt et skifte, men så endte jeg med at tage endnu et succesfuldt år her i klubben, siger Dani Alves.

Til gengæld fortæller den brasilianske back, at han er tilfreds med sæsonens forløb, selvom det ikke er FC Barcelona, der står i Champions League-finalen i Milano på lørdag.

- Jeg ville ikke bytte "The Double" for et Champions League-trofæ. Jeg ville ønske, at folk var klar over, hvor svært det er at vinde de trofæer. Hvis ikke det var svært, ville flere mennesker vinde flere trofæer, fortæller Dani Alves.

33-årige Dani Alves har været i FC Barcelona siden 2008, hvor han blev hentet til klubben fra Sevilla.