Guardiola: Nu må vi vinde Champions League

Josep Guardiola på et pressemøde 28. september 2009 før CL-opgøret mod Dinamo Kiev
Josep Guardiola lyder mere og mere som en mand, der har afskrevet mesterskabet.

Tidligere på sæsonen bankede Barcelona Osasuna med 8-0 på Camp Nou, så det var ventet, at catalanerne ville have let spil i det omvendte opgør, der blev spillet lørdag aften. Men sådan gik det ikke - slet ikke. Osasuna tog nemlig fusen på alt og alle og besejrede de spanske giganter med 3-2.

Dermed ser det mere end svært ud for Barcelona at genvinde mesterskabet. Lionel Messi og co. er lige nu syv point efter Real Madrid, og det forspring kunne meget vel blive til ti senere søndag. Det kræver "blot", at Real Madrid på hjemmebane besejrer Levante.

Barcelona-manager Josep Guardiola lyder da heller ikke som en mand, der tror på, at Barcelona bliver mestre i år.

- Vi vil prøve at forsvare vores Champions League-titel og så gå efter hver kamp i La Liga. Vi må se, hvad der sker. Men vi er betydeligt bagefter (Real Madrid, red.), og jeg tror, at forspringet bliver endnu større søndag. Ligaen bliver sværere for os nu, siger Guardiola ifølge sporten.tv2.dk.

Sidste gang, Barcelona ikke blev spanske mestre, var i sæsonen 2007/2008. Dengang var det Real Madrid, der løb med pokalen foran Villarreal. Barca måtte nøjes med bronze.

Seneste nyt på tipsbladet.dk