Game over Barca?

Barcelona tabte højst overraskende 3-2 til Osasuna. Foto: Scanpix
Med et 3-2 nederlag til Osasuna har Barcelona givet Real Madrid muligheden for at bringe sig 10 point i front i Primera Division.

Barcelona kunne her til aften lægge en smule pres på Real Madrid ved at vinde over Osasuna på udebane, og således mindske føringen til topholdet til fire point, men sådan skulle det ikke gå.

Allerede efter fire minutters spil stod det klart, at Barcelona ville få det svært på Reyno de Navarra, da serbiske Dejan Lukic sendte bolden ind bag Victor Valdes i Barcelona målet. Men Lukic var ikke færdig, og angriberen bragte hjemmeholdet på 2-0 efter lidt over tyve minutters spil. Cejudo sendte et indlæg ind i boksen, hvor Lukic fra det lille felt simpelt kunne sætte foden på og score.

Mere blev der ikke scoret i første halvleg, og Barcelona havde noget af en opgave foran sig, hvis man ville holde liv i titel-drømmene.

Seks minutter inde i anden halvleg bragte Barcelona Alexis Sanchez imidlertid spænding tilbage i kampen, som fra det lille felt kunne sætte et Isaac Cuenca indlæg i kassen. Dermed var der lagt i kakkelovnen til et dramatisk comeback, men blot fem minutter efter Barcelonas mål bragte Raul Garcia Osasunas føring tilbage på to mål, da han via stolpen øgede til 3-1.

Barcelona ville dog ikke overgive sig så let, og unge Cristian Tello, der både fik debut og scorede i sidste week-end for Barcelona, var endnu engang på pletten, da han skabte et mål ud af ingenting. Tello trak ind i banen fra højre side og sendte bolden op i målhjørnet med venstreskøjten.

Med små ti minutter igen havde Barcelona bolden i nettet igen, men Alexis Sanchez' mål blev, noget uforståeligt, dømt for off-side.

Men i sidste ende blev der ikke scoret mere i kampen, og Barcelona får nu mere end almindeligt svært ved at hente Real Madrid, som med en sejr imorgen over Levante kan bringe sig i spidsen for Primera Division med ti point.

Seneste nyt på tipsbladet.dk