Video : Tipsbladet
La Liga

Daniel Wass håber at forlænge med Celta Vigo

Daniel Wass vil gerne forlænge kontrakten med Celta Vigo, hvor han trives på- og udenfor banen.

Daniel Wass kom til Celta Vigo fra Evian i 2015, og den 27-årige dansker kan i dag betegnes som en af klubbens vigtigste spillere, hvilket hans 24 ligakampe i indeværende sæson også vidner om. Hvor Daniel Wass i sine yngre dage var højre back, er han på dette tidspunkt i karrieren en succesfuld central midtbanespiller.

Den tidligere Brøndby-spiller fastslår, at han er glad for at være i Celta Vigo, og han håber, at han snart kan forlænge kontrakten, der står til at udløbe i 2019.

- Det ville være dejligt at underskrive en ny kontrakt. Jeg er meget glad for at spille for Celta, og jeg elsker klubben, mine holdkammerater, fansene og byen. Også min kone og mine døtre er rigtig glade og vil gerne blive her. Men vi ved også, at fodbold kan være mærkeligt, og alt kan ske. Forhåbentlig kan jeg snart underskrive en ny kontrakt, siger Daniel Wass til La Voz de Galicia og tilføjer:

- Om muligt håber jeg at underskrive en lang kontrakt. Ikke kun for min skyld, men også for holdet og klubben. 

Daniel Wass har i løbet af det seneste års tid fået selskab af landsmændene Pione Sisto og Andrew Hjulsager i Celta Vigo. Wass har gjort sit for at give dem begge en varm velkomst i Spanien.

- Vi taler sammen. For dem er det første gang, de forlader dansk fodbold, og det gjorde jeg for seks år siden. Det vigtigste er, at Celta er som en familie, og det betyder, at det ikke kun er mig, der taler med dem, men alle spillere. Jeg taler til dem på vores sprog, men Andrew og Pione er også ved at lære spansk, og det er godt for dem, siger Wass.

Daniel Wass har i denne sæson scoret tre mål i ligaen for Celta Vigo.