Dani Alves: Vil slutte i Barcelona med god smag i munden
La Liga

Dani Alves: Vil slutte i Barcelona med god smag i munden

Selvom Dani Alves kontrakt snart udløber i FC Barcelona, så er han fast besluttet på at slutte kontrakten af med flere titler til den catalanske klubs trofæskab.

Dani Alves' kontrakt udløber efter sæsonen, og indtil videre ser det ikke ud til, at han vil fortsætte karrieren i FC Barcelona, som endnu ikke er kommet med et udspil til en kontraktforlængelse. 
 
Men Dani Alves slår fast, at han er glad for livet i FC Barcelona, og han afviser samtidig, at der er sandhed at finde i de rygter, som nævner, at han allerede har indgået en forhåndsaftale med en ny klub. 
 
- Jeg er glad, hvor jeg er nu, jeg er glad for de farver, jeg forsvarer. Det er ikke op til mig at bestemme, hvor længe jeg skal blive her, siger Dani Alves til Globoesporte. 
 
- Jeg vil overholde min del af aftalen, for jeg har den samme sult, som jeg havde, da jeg skiftede til FC Barcelona. Jeg har ikke lavet nogen forhåndsaftaler med nogen. 
 
- Der er stadig tre turneringer at kæmpe for i denne sæson, og jeg vil slutte min kontrakt af med titler, så jeg slutter med en god smag i munden. Hvad der så sker derefter, det vil jeg acceptere, siger Dani Alves.