Casillas hylder sin efterfølger i Real Madrid
Foto: Paulo Duarte/Polfoto
La Liga

Casillas hylder sin efterfølger i Real Madrid

Real Madrids målmand Keylor Navas får store roser fra Iker Casillas, som inden sæsonen skiftede væk fra de hvidblusede.

Iker Casillas var i mange år synonym med Real Madrid. Men en manglende garanti på spilletid var den største årsag til, at klublegenden i sommer valgte at skifte fra Real Madrid til FC Porto.

I stedet har costaricanske Keylor Navas overtaget målmandshandskerne i kongeklubben. Og det har han gjort så godt, at han får store roser fra manden, han skulle efterfølge.

- Keylor (Navas red.) gør det fantastisk, og han har gang i en god sæson. Det er ikke en nem position, men Keylor gør det godt på grund af hans person og sin præstationer på banen, siger Iker Casillas til Marca.

- Jeg håber, han fortsætter med at gøre det godt, fordi det vil gavne holdet. Real Madrid har brug for en topmålmand, og det tror jeg, de har i Keylor.

I weekenden var Navas en vigtig årsag til, at Real Madrid ikke tabte derbyet mod lokalrivalerne Atletico Madrid.

Den 28-årige målmand reddede et straffespark fra Antoine Griezmann, og i slutminutterne langede han op med en stor redning på Jackson Martinez' forsøg.

I sommer lignede det ellers ikke, at Navas ville være målmand i Real Madrid, da han skulle indgå i en byttehandel med David de Gea og dermed spille for Manchester United.

Men nogle forsinkede transferpapirer var årsagen til, at Keylor Navas i stedet fik chancen som førstemålmand i Real Madrid.