Busquets lovpriser holdkammerat: Spaniens bedste nogensinde
Foto: Emilio Morenatti/Polfoto
La Liga

Busquets lovpriser holdkammerat: Spaniens bedste nogensinde

Sergio Busquets er ude med store ord omkring sin holdkammerat Xavi, som han kalder Spaniens bedste nogensinde.

Barcelonas hjemmeproducerede defensive midtbanespiller Sergio Busquets har gennem hele sin karriere i FC Barcelona spillet på hold med Xavi, som i de sidste mange år, har været anset som en af de dygtigste spilfordelere i verden. Det samme gælder for Busquets landsholdskarriere, men da Spanien på chokerende vis røg ud allerede i gruppespillet ved sommerens VM-slutrunde, sagde den 35-årige Barcelona-spiller farvel og tak til Spaniens røde dragter. 

Xavi var en del af den gyldne spanske generation, som på seks år vandt EM i fodbold to gange og VM en gang, og at han nu ikke er en del af den spanske landsholdslejr mere, kan bestemt mærkes, siger 26-årige Busquets. 

- For at være ærlig, så føles det underligt at være på landsholdet uden Xavi. Lige siden jeg brød igennem hos Barcelona og på det spanske landshold, har han været der. Vi har altid haft et godt forhold, og han har været et godt eksempel, når det er kommet til kammeratskab. Han har hjulpet mig meget, specielt fodboldmæssigt, siger han til Pelayo og fortsætter: 

- I min bog, er han Spaniens bedste spiller nogensinde. 

Også Xabi Alonso og Carlos Puyol har lagt landsholdsstøvlerne på hylden, men derfor ser Barcelonas nummer fem ikke en dyster fremtid for det spanske landshold. Heller ikke trods sommerens dårlige præstation ved VM.

- Der er nogle gode spillere fra en god generation, og jeg håber alt går hånd i hånd, så vi kan vinde trofæer igen og komme tilbage til toppen. 

Fredag vandt Busquets og co. 1-0 over Ukraine i EM-kvalifikationen. Tirsdag står de overfor Holland i en venskabskamp - en revanchekamp for spanierne, som ved VM blev ydmyget med 5-1 af hollænderne.