Barcelonas glansbillede krakelerer

Denne kronik blev bragt i Tipsbladet d 18. april

På banen er Barcelona i store problemer. I sidste uge røg de for første gang siden 2007 ud af Champions League inden semifinalen, da det blev til et samlet nederlag til Atletico. I ligaen er catalanerne efter nederlag til Granada nu nede på tredjepladsen, og det normalt så flydende spil med de hurtige kombinationer fungerer ikke for tiden. Messi er under beskyldning for ikke at levere, og der går ikke en uge, hvor der i de spanske aviser ikke sættes spørgsmålstegn ved Tata Martinos evner som træner.

Alligevel er det uden for banen, at Barcelona netop nu oplever sin største krise. Ikke blot i sæsonen, men i dette årtusinde.

For det velkendte billede af Cataloniens stolthed som det perfekte fodboldhold med sloganet més que un club, der spillede med UNICEF på brystet, falmer gevaldigt i disse dage. I Spanien plejer de, der ikke dyrker Blaugrana hånligt at konstatere, at klubben i sin stræben efter det perfekte pisser parfume. Sat på spidsen er det i disse tider snare deres parfume, der stinker af tis.

Det sidste halve år har således budt på flere sager af negativ klang. Først var det Messis skattesag, om end den ikke direkte relaterede sig til klubben. Siden fulgte så afsløringerne i Neymar-handlen, der resulterede i præsident Sandro Rosells afgang. Barcelona fastholdte godt nok at alt var gået ordentligt til i forløbet, men valgte alligevel at betalte over 100 millioner kroner i efterskat. Den 2. april i år kom så den største skandale af dem alle.

FIFA meddelte offentligheden, at Barcelona idømmes et transferforbud gældende for de næste to transfervinduer, for i ti tilfælde i en periode fra 2009-2013 at have forbrudt sig mod reglerne om køb af unge spillere under 18 år. En sportslig udfordring i en tid hvor der skal skiftes ud på et par centrale positioner, men så sandelig også et angreb mod det allerhelligste, som Barcelona står for – ungdomsakademiet La Masia.

I de seneste år er Barcelona – med rette – blevet hyldet for deres evne til at udvikle deres egne spillere til førsteholdet. La Masia, den gamle bygning fra 1700-tallet, der er beliggende ved siden af stadion, har været og er fortsat et forbillede for de fleste klubber rundt om i Europa, når det kommer til talentudvikling. Siden Guillermo Amor som den første akademi-spiller debuterede for Barcelona tilbage i 1988 har over 30 spillere fra ungdomsakademiet optrådt for klubbens førstehold, og da klubben i 2009 vandt Champions League skete det med syv egenproducerede spillere i startopstillingen. 

Klubben valgte selvsagt at anke dommen umiddelbart efter med et statement om, at deres uddannelse af fodboldspillere er et forbillede for klubber i hele verden. Til den efterfølgende hjemmekamp mod Betis fulgte fansene trop med et banner, hvorpå de gjorde det tydeligt, at ingen skal røre La Masia. 

I andre europæiske storklubber lever de med fejltrin og skandaler fra tid til anden. Hos Bayern München har Ribery eksempelvis indrømmet at have haft sex med en mindreårig prostitueret, Breno er blevet kendt skyldig i en sag om brandstiftelse, og Uli Hoeness er sendt i fængsel efter alvorlig skatteunddragelse. Alle tre sager er langt alvorligere end de tre, Barcelona har oplevet det sidste halve år, men det er lettere at leve med for en klub med tilnavnet FC Hollywood, end en med sloganet més que un club.

Barcelona er langt fra er den eneste klub, der forbryder sig mod FIFA’s regler om at hente spillere under 18 år. Chelsea er tidligere blevet straffet i forbindelse med et køb af franske Gäel Kakuta, og flere klubber er i FIFA’s søgelys, heriblandt rivalerne fra Real Madrid. Men Barcelona kan ikke tillade sig at være som alle de andre og specielt ikke som Los Blancos. Barcelona er més que un club.

Det berømte slogan blev første gang introduceret i 1968 af den daværende præsident Narcís de Carreras. Dengang refererede det først og fremmest til tilknytningen til Catalonien, der på det tidspunkt var under Francos diktatur, men sidenhen er sloganet blevet selve filosofien, der kendetegner klubben i alt, hvad den foretager sig. Det er med den tilgang, at klubben har begejstret medier og neutrale fodboldfans verden over.

Historisk set har Barcelona altid stræbt efter idealerne, hvad enten det har været på fodboldbanen, hvor trofæerne helst skal vindes med offensivt og underholdende spil, eller udenfor banen, hvor der ikke må gås på kompromis med klubbens værdier – den catalanske identitet, universalitet, social forpligtelse og demokrati.

Derfor er det så vigtigt for Barcelona at fastholde det image, der er blevet brugt enorme ressourcer på at opbygge. Det er det image, der har ført klubben, til hvor den er i dag, og det er det image, der allerede er givet en smule afkald på de sidste par år under Sandro Rosells ledelse. Det var under forretningsmanden Rosell, at Barcelona for første gang i klubbens historie fik en kommerciel sponsor på deres ikoniske trøje, selvom det retfærdigvis skal nævnes, at det skete med størstedelen af medlemmernes opbakning, og at en presset økonomi tvang Barcelona til at give afkald på sin stolte tradition.

Det var også med hans godkendelse, at Qatar Airways fik lov til at printe deres navn på sæderne på Camp Nou, ligesom han også havde noget at skulle have sagt i beslutningen om ikke at forlænge kontrakten med den populære Abidal efter dennes kræftsygdom. Endelig var det også Rosells beslutning at fratage klublegenden Johan Cruyff titlen som ærespræsident. En beslutning der skabte vrede blandt klubbens fans, og som skabte ridser i forholdet mellem Cruyff og Barcelona. Et forhold der først nu, efter Rosells afgang, er i bedring.

På samme måde skal Barcelona også i gang med at klinke skårene i forhold til det brand, der har lidt alvorlig skade det sidste halve års tid. I øjeblikket er det Josep Maria Bartomeus opgave som nuværende præsident, men meget tyder på, at den tidligere præsident Joan Laporta allerede er ved at gøre klar til at overtage den post, han bestred fra 2003-2010. På daværende tidspunkt var hans primære opgave at opbygge et hold, der igen kunne kæmpe med om det spanske mesterskab og være med blandt de bedste i Europa efter et par halv magre år.

Uanset hvem der overtager posten, når der senest i 2016 er præsidentvalg, bliver vedkommendes opgave langt vanskeligere denne gang. Han skal genskabe glansbilledet om Barcelona som fodboldens idealister. Et glansbillede der langsomt er begyndt at krakelere.