Barcelona vil belønne Messi med forbedret kontrakt
Illustration
La Liga

Barcelona vil belønne Messi med forbedret kontrakt

Barcelona planlægger at tilbyde den argentinske superstjerne en ny og forbedret kontrakt i den catalanske klub.

Søndag aften blev han som så ofte før den helt store helt for Barcelona, da han sikrede klubben de tre point med matchvindermålet til 2-1 mod Athletic Bilbao i Primera Division. Men i denne sæson har der ifølge kritikere været længere mellem snapsene end vanligt fra den argentinske troldmand, og det har fået flere medier til at antyde, at Messi kunne være på vej væk fra Barcelona.

I den catalanske storklub har man dog på ingen måde i sinde at slippe Messi, og der arbejdes i øjeblikket på at give angriberen en ny og forbedret kontrakt. Det fortæller Josep Bartomeu, der er klubpræsident i Barcelona.

- Lionel Messi har kontrakt frem til 2018. Men vi vil forbedre den for at tilpasse os til den nuværende situation i fodboldverdenen, siger han til TV3.

- Jeg synes ikke, at folk er fair over for Messi. Han har ført os frem til så mange sejre de seneste år. Han har ført holdet og gjort det rigtig godt, og der er ingen tvivl om, at han vil fortsætte med at lede holdet i fremtiden. Han er en ung spiller og den bedste i verden, og vi har den største tro på ham, fortæller Bartomeu videre.

Lionel Messis nuværende kontrakt løber frem til sommeren 2018.