
Pep Guardiola havde tirsdag valgt at give debut til den 20-årige kantspiller Isaac Cuenca i udekampen mod oprykkerne fra Granada, men derudover var der ikke mange overraskelser på et Barca-hold, der dog stadig er helt uden midterforsvarer.
Sejren over Granada kom i hus i første halvleg efter en Xavi-scoring i det 33. minut. Det skal ikke forstås sådan, at en 1-0-føring er umulig at hente, men da hjemmeholdet i anden halvleg fik 2 røde kort, gjorde det bestemt ikke deres chancer større.
Barcelona kørte stille og roligt sejren hjem og er derfor tilbage på førstepladsen i La Liga indtil Levante og Real Madrid spiller i morgen.