Barca sparer storprofiler før fejring
Foto: Kerstin Joensson/Polfoto
La Liga

Barca sparer storprofiler før fejring

FC Barcelona er allerede begyndt at se frem mod Champions League-finalen, og sparer flere af stjernerne i sæsonens sidste kamp.

De spanske mestre fra FC Barcelona har ikke meget på spil, når holdet lørdag tager imod Deportivo La Coruna i Liga BBVA. Det har gæsterne til gengæld, da man indtager Camp Nou i kritisk fare for at rykke ned. Kravet er en sejr for de undertippede gæster, der dog kan glæde sig over, at FC Barcelona vælger at stille op uden flere storprofiler i truppen. 

Således er det helt sikkert, at Deportivo slipper for Marc-Andre ter Stegen, Dani Alves, Gerard Pique, Ivan Rakitic og Sergio Busquets, mens også Luis Suarez må melde fra. Den formstærke angriber har problemer med en fiberskade før kampen, og er dermed tvunget til at overvære fra sidelinjen. Skaden ventes dog ikke at få betydning for Champions League-finalen, hvor FC Barcelona i Berlin møder Juventus.

Lørdagens kamp byder dog ligeledes på stjerner, og for tilhængerne på Camp Nou bliver det sidste gang, rutinerede Xavi kan opleves i denne omgang. Tidligere på ugen meldte spanieren nemlig ud, at han efter sæsonen er klar til et eventyr i Qatar, hvor Al Sadd står klar. Af samme grund ventes det, at Xavi spiller størstedelen af kampen mod Deportivo.

Gæsterne skal bruge en sejr, hvis man endegyldigt skal sikre en ny sæson i Liga BBVA. Holdet ligger sammen med Granada på 34 points, og er dermed to points foran både Eibar og Almeria. Cordoba er ude af ligaen efter kun tyve points, og har længe været tvunget til at nyde den sidste tid i den bedste spanske række i denne omgang.