Bale matchvinder i El Clasico-pokalfinale
Illustration
La Liga

Bale matchvinder i El Clasico-pokalfinale

Gareth Bale overspurtede Barcelona-forsvaret kort før tid og afgjorde den spanske pokalfinale til Real Madrids fordel med en scoring til 2-1.

Barcelona havde bolden mest, mens Real Madrid havde de fleste chancer i den spanske pokalfinale. 1-1 stod det med fem minutter tilbage af kampen, men så sprintede Gareth Bale fra Barcelonas forsvar og afgjorde kampen til slutresultatet 2-1. 

Kampen startede suverænt for Real Madrid, der med en lynhurtig omstilling efter ti minutter bragte sig i front. Isco startede kontraangrebet, spillede den videre op på Benzema, der med en førstegangsaflevering sendte bolden på tværs af banen over til Angel di Maria, som trak til venstre i feltet og sparkede bolden mellem benen på Jordi Alba og videre over i det lange hjørne.

1-0 og Real Madrid havde kampen, hvor de ville have den. 

Derfa stillede Carlo Ancelottis mandskab sig tæt på eget felt og lod Barcelona have bolden klart mest.

Men det var alligevel den spanske hovedstadsklub, der skabte de fleste chancer, og især Gareth Bale brugte flere gange sin styrke og hurtighed til at bryde igennem Barcelonas forsvar. Waliseren var dog i det meste af kampen ikke skarp nok foran mål. Men kun i det meste af kampen, for fem minutter før tid, løb han fra Barcelona-forsvaret og prikkede bolden ind bag Pinto til Real Madrid-sejr på 2-1.

Inden Bales mål havde Barcelona dog udlignet, da Marc Bartra stod helt fri i feltet på et hjørnespark og headede bolden over i det lange hjørne til 1-1.  

Den stilling så ud til at holde kampen ud, men Gareth Bale ville det altså anderledes, da han overspurtede alt og alle og blev matchvinder. Real Madrid revancherede dermed sidste sæsons Copa del Rey-finalenederlag til Atletico Madrid, mens FC Barcelonas sæson smulrer mellem fingrene på catalanerne.