Avis: Van Persie drømmer om Real Madrid

Ifølge Marca har Van Persie givet udtryk for et brandende ønske om at komme til Real Madrid. Hollænderens lejr afviser historien.

Arsenal-angriber Robin van Persie har på det seneste været sat i forbindelse med både Real Madrid og FC Barcelona.

Og selv om både Karim Benzema og Gonzalo Higuain har vist fine takter i denne sæson, så skulle Madrid-træner Jose Mourinho alligevel være interesseret i at hente hollænderen.

Men dette skifte har også interesse hos Van Persie selv, hvis man har tillid til den spanske avis Marca.

Således skulle hollænderen torsdag have fortalt avisen i en telefonsamtale, at han betragter muligheden for at tørne ud for Kongeklubben på Santiago Bernabeu med stor begejstring.

- Selvfølgelig vil jeg gerne spille der. Men jeg tror ikke, at Arsenal er klar til at forhandle, skulle van Persie angiveligt have fortalt den spanske journalist.

Van Persies agent afviser dog, at hollænderen skulle have udtrykt sig sådan. Agenten fortæller desuden goal.com, at interviewet aldrig har fundet sted.

Dette udsagn affejer det spanske medie til gengæld og står fast ved at Marca-journalist Hugo Cerezo har talt med hollænderen gennem en unavngivet kontaktperson.

Seneste nyt på tipsbladet.dk