Aspas om Suárez: Han bliver behandlet som en morder
Illustration
La Liga

Aspas om Suárez: Han bliver behandlet som en morder

Iago Aspas mener, at Luis Suárez har fået en alt for hård straf for sit bid mod Giorgio Chiellini under VM-slutrunden.

Liverpool har sendt to angribere sydpå i dette transfervindue. Luis Súarez er under stor opmærksomhed skiftet til Barcelona, mens Iago Aspas under lidt mere anonyme omstændigheder er sendt på et lejeophold i Sevilla.

Dermed deler de to angribere endnu engang liga i Primera Division, og Aspas har også en helt klar mening omkring de seneste ugers postyr omkring Luis Suárez. Uruguayeren blev efter sit bid mod Giorgio Chiellini under VM-slutrunden tildelt ni kampes karantæne fra Uruguays landshold samt fire måneders forbud mod deltagelse i alle fodboldaktiviteter, hvilket blandt andet medførte, at Barcelona ikke kunne afholde en pressekonference i forbindelse med købet af Suárez.

Det, mener Aspas, er for meget.

- De behandler Luis som en morder og ikke som en fodboldspiller, siger Aspas ifølge Football Espana.

- Der er mordere, der betaler en mindre pris end ham. At de ikke lader ham blive præsenteret, træne eller komme ind på stadion er for meget, lyder det videre fra Iago Aspas.

Karantænen fra al fodbold betyder, at Suárez allertidligst i slutningen af oktober kan få debut for Barcelona.