Ancelotti om Ødegaard: Måske får han chancen
Foto: Paul White/Polfoto
La Liga

Ancelotti om Ødegaard: Måske får han chancen

Martin Ødegaard er for første gang med i Real Madrids førsteholdstrup, når de møder Almeria onsdag. Carlo Ancelotti forventer dog, at han starter på bænken.

Der blev jublet højlydt og tastet på højtryk, da Real Madrids trup mod Almeria blev annonceret. Med i truppen var nemlig blot 16-årige Martin Ødegaard - det norske vidunderbarn, som i vinterens transfervindue skiftede den norske Tippeliga ud med de spanske giganter. 

Det er første gang, at Ødegaard er med i førsteholdstruppen, og dermed er der mulighed for debut til den norske landsholdsspiller, som ellers har været i modvind siden ankomsten til Spanien.

Det er dog ikke kun Martin Ødegaard som kan stå foran en debut. Også Diego Llorente og Borja Mayoral er udtaget til onsdagens kamp, hvor de ikke skal forvente en startplads.

- Jeg forventer, at de er med på bænken - måske får de en chance, siger Carlo Ancelotti ifølge FourFourTwo. 

Ingen af de tre kan dog føle sig helt sikre endnu. Inden kampen skal der nemlig frasorteres en markspiller og en målmand, da en trup kun må bestå af 18 spillere i Spanien.