Zlatan: Jeg har allerede truffet en beslutning
Foto: Marcus Ericsson/Polfoto
Premier League

Zlatan: Jeg har allerede truffet en beslutning

Svenske Zlatan Ibrahimovic kontraktfri og kan således skifte klub. Han fortæller på et pressemøde, at han allerede har taget en beslutning.

Manchester United er favorit til at vinde kampen om Zlatan Ibrahimovic' signatur. Den svenske superstjerne, der skal med Sverige til EM i Frankrig, har kontraktudløb med Paris Saint-Germain denne sommer, og han fortæller, at han allerede ved, hvad der kommer til at ske.

Det siger svenskeren på et pressemøde i Stockholm, hvor Ibrahimovic dog ikke ville sige, om han skal til Manchester United. Rygterne om Manchester United er taget til i styrke, fordi José Mourinho står til at blive manager for klubben, og fordi Zlatan og Mourinho har et godt forhold til hinanden og arbejdede sammen i Inter.

- Jeg ved, hvad jeg vil. Fremtiden er allerede på plads. Jeg tog en beslutning for længe siden.

- Der er konkrete tilbud fra England, Italien og andre lande, inklusiv lande uden for Europa. Intet sker lige nu. Det er EM, der er fokus på, siger Zlatan Ibrahimovic.

Det kan meget vel tænkes, at Ibrahimovic har besluttet sig for at tage med José Mourinho til Manchester United, men da portugiseren ikke er helt på plads i det engelske endnu, venter den 34-årige svensker, der har haft en super sæson, sikkert med at gøre det officielt.

- Det er et godt valg (af Manchester at vælge Mourinho). Jeg tror, at han er manden, der kan bringe dem tilbage til toppen. Hvis du vil vinde, henter du Mourinhom, siger Ibrahimovic.

I denne sæson har Zlatan som sagt været suveræn. Selv om han er blevet 34 år, er det ikke til at se, for i 51 klubkampe, har Ibrahimovic scoret 50 gange.