William Kvist skal have ny manager i Wigan
Illustration
Premier League

William Kvist skal have ny manager i Wigan

Uwe Rösler er blevet fyret i Wigan, og derfor skal klubben, der har William Kvist på lønningslisten, på jagt efter en afløser til Championship-klubben.

William Kvists Wigan har fået en katastrofal start på sæsonen i The Championship. Efter 17 runder har holdet blot opnået tre sejre, og det efterlader holdet på en 22. plads under nedrykningsstregen i Englands næstbedste række.

De dårlige præstationer får nu en konsekvens. Manager Uwe Rösler er blevet fyret med omgående virkning.

- Jeg har tænkt længe over det, og først var mine tanker, at Uwe skulle have mere tid. Han er en god manager, og jeg kan virkelig lide ham som person. Han er ærlig, passioneret og arejder dag og nat for at skaffe succes til holdet, siger klubformand Dave Whelan til klubbens hjemmeside.

- Efter de utrolige præstationer sidste sæson følte jeg, at det var mest rigtigt at give ham noget ekstra tid. Men det er alarmerende med den situation, vi befinder os i, og den seneste tids resultater. Der er et eller andet, der ikke fungerer, lyder det videre fra Whelan.

Dermed skal Wigan på jagt efter en ny mand til at stå i spidsen for mandskabet, der indeholder William Kvist. Klubben oplyser, at den indtil nu assisterende manager Graham Barrow midlertidigt overtager posten, mens en ny kandidat findes.