Wenger sår tvivl om målmands fremtid
Foto: Dave Howarth/Polfoto
Premier League

Wenger sår tvivl om målmands fremtid

Arsenal-manager Arséne Wenger har svært ved at give et helt klart svar på, om Wojciech Szczesny har en langsigtet fremtid i klubben. Men han håber det.

Wojciech Szczesny har ikke været førstemålmand i Arsenal, siden han tændte sig en smøg i omklædningsrummet efter 2-0-nederlaget til Southampton nytårsdag. I øjeblikket er David Ospina foran ham, og den polske keepers fremtid i klubben synes usikker.

Hans egen manager, Arséne Wenger, gør ikke meget for at skrue ned for exit-spekulationerne. Adspurgt, hvorvidt Szczesny har en langsigtet fremtid i Arsenal, svarer Wenger:

- Som det er lige nu; det håber jeg, ja. Men i øjeblikket er det svært at svare på det spørgsmål. Det, der er vigtigt, er på lørdag, siger franskmanden ifølge Daily Telegraph med henvisning til holdets FA Cup-semifinalen mod Reading. 

Szczesny vil få chancen i målet i den kamp, men Ospina forbliver Wengers førstevalg. Samtidig rygtes Arsenal som interesseret i Chelseas Petr Cech, der har bebudet, at han vil væk fra sin klub til sommer.