Wenger: Gik glip af Di Maria på grund af regler
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Wenger: Gik glip af Di Maria på grund af regler

Arsenal-manager Arsene Wenger mener, at det engelske fodboldforbund bør ændre reglerne om arbejdstilladelse. Han gik nemlig selv glip af Angel Di Maria.

Argentinske Angel Di Maria er en af nøglespillerne på et Manchester United-hold, der efter en sløj sæson forsøger at komme tilbage i toppen af Premier League, tilbage i Champions League samt vinde endnu et trofæ. Her blev Angel Di Maria set som en nøglespiller, og derfor valgte United-manager Louis van Gaal at punge mange millioner ud for den offensive midtbanespiller fra Real Madrid.

Men ifølge Arsenal-manager Arsene Wenger var Angel Di Maria aldrig endt i Benfica, Real Madrid og Manchester United, for den franske manager forsøgte faktisk at købe Angel Di Maria, dengang argentineren kun var 17 år. Det lykkedes ikke på grund af reglerne om arbejdstilladelse, fortæller han.

- Vi identificerede Di Maria, da han var 17 år. Vi så ham i en international turnering, og vi ville gerne have ham til Arsenal. Men han skiftede til Portugal og senere Spanien. Hvorfor? Fordi han ikke kunne få arbejdstilladelse i England, siger Arsene Wenger på et pressemøde.

- Hvad betyder det, hvis han kommer til et land på et senere tidspunkt alligevel? Det betyder, at du kun kan få spilleren til England, når han er en hel masse penge værd. Og hvem betaler du så pengene til? Du betaler til en klub som Real Madrid, og de har ikke brug for pengene. Det er vigtigt at have fokus på det.

Der er i øjeblikket masser af fokus på reglerne om arbejdstilladelse i England. Reglerne siger, at en spiller skal have spillet 75 procent af sit lands landskampe de seneste to år. Hvis han ikke har spillet 75 procent af landskampene, skal klubben kunne overbevise FA om, at det er tale om et ekstraordinært talent.

FA har foreslået, at spillere - der koster mere end 10 millioner pund - automatisk får arbejdstilladelse. Arsenal arbejder i øjeblikket på at købe Villareal-forsvarer Gabriel Paulista, men Arsene Wenger frygter, at Arsenal går glip af den brasilianske forsvarsspiller.

EU-borgere skal ikke have arbejdstilladelse, så det gælder for spillere fra kontinenter som Sydamerika og Afrika.