Welbeck sendte Manchester United ud af FA Cup'en
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Welbeck sendte Manchester United ud af FA Cup'en

Danny Welbeck var tilbage på Old Trafford, og det endte med at være ham, som afgjorde kampen til Arsenals fordel, da han scorede til 2-1, og sendte Arsenal videre til FA Cup'ens semifinaler.

I 1999 tabte Arsenal i de sidste minutter på Villa Park til Manchester United i FA Cup'en, da Ryan Giggs efter en flot solotur sendte United til Wembley. Et skud lige i brystet på de fleste Arsenal-fans, som længe har hungret efter revanche. Muligheden kom mandag aften.

Her besøgte Arsene Wenger nemlig Old Trafford i FA Cup'ens kvartfinale, og de kom med power.

Efter 26 minutter driblede en veloplagt Alex Oxlade-Chamberlain på tværs af det meste af Manhester-forsvaret, som ikke kunne tackle den hurtige englænder. Chamberlain endte med at finde en afleveringsmulighed i sidste øjeblik, og det blev til den spanske venstreback Nacho Monreal, som stod på kanten af United-feltet. Her modtog han bolden, tog et træk og hamrede bolden ind bag David de Gea til 1-0. 

Føringen holdte dog kun tre minutter, da Angel di Maria med et fornemt indlæg fandt brandvarme Wayne Rooney, som headede bolden ind bag Wojciech Szczesny, som for en gangs skyld havde fået pladsen tilbage fra David Ospina. 

Louis van Gaal skiftede i pausen Ander Herrera og Luke Shaw ud, og satte i stedet Michael Carrick og Phil Jones ind i hvad der kunne tyde på en defensiv indskiftning. 

Efter fem minutter af anden halvleg måtte Alex Oxlade-Chamberlain udgå med en skade, men alligevel var det Arsenal, som fandt vej til nettet. Og hvem andre end Danny Welbeck? Den tidligere United-spiller blev sendt i dybden, og med et flot træk udenom David de Gea trillede han bolden ind i et frit mål til 2-1. 

Efterfølgende var Chris Smalling tæt på at udligne, da et hjørne ikke blev clearet og sejlede gennem Arsenal-feltet. Smalling så dog bolden sent, og nåede kun at reagere med knæet, da han fra få meters afstand kunne se bolden svæve over mål. 

Opgaven blev ikke gjort nemmere, da Angel di Maria i det 77. minut satte hænderne på dommer Michael Oliver, og få sekunder efter kunne se det røde kort komme i gengæld. 

Og selvom det i 1999 var med en mand i undertal, at Manchester United spillede sig videre i FA Cup'en med et sent mål, gentog episoden sig ikke, og Arsenal er dermed videre til semifinalerne i FA Cup'en.