Vanvittigt comeback da Bournemouth vendte 1-3 til 4-3 mod Liverpool
Foto: Getty Images
Premier League

Vanvittigt comeback da Bournemouth vendte 1-3 til 4-3 mod Liverpool

Tilskuerne fik noget for pengene, da Bournemouth vendte 1-3 til 4-3 mod Liverpool på Vitality Stadium.

Liverpool havde brug for tre point for at holde trit med Chelsea i toppen af Premier League, men der ventede en svær opgave i dag på Vitality Stadium.

Gæsterne lagde bedst ud og kom planmæssigt foran, da Sadio Mané blev sendt i dybden af Emre Can. Mane rundede en forsvarsspiller og så prikkede han den ind bag en fremadstormende Artur Boruc i Bournemouth-målet.

Blot få minutter senere var Liverpool på spil igen. Igen blev en dybdebold sendt afsted. Denne gang mod Divock Origi, der rundede en Boruc på skovtur, inden han flot sendte bolden i kassen fra en svær vinkel.

Klopps tropper fortsatte med at være i kontrol ind i anden halvleg, men så begyndte det at smuldre for gæsterne. James Milner lavede et klodset straffespark i en ufarlig situation. Callum Wilson eksekverede sikkert til 1-2.

Hvis man troede, at kampen var lukket, da Emre Can hamrede bolden i kassen til 1-3 fra kanten af feltet midt i anden halvleg, kunne man godt tro om igen.

Bournemouth brød igennem i højresiden og sendte bolden på tværs gennem feltet, inden Ryan Fraser sparkede bolden i kassen til 2-3.

Med godt et kvarter igen bragte hjemmeholdet balance i regnskabet, da Steve Cook på fantastisk vis pillede et indlæg ned i feltet, som han efterfølgende sparkede i kassen bag Loris Karius.

Kort efter var Liverpool millimeter fra at komme bagud, da Wilson var helt alene med Karius, men keeperen reddede flot.

Det endte dog med at gå helt galt for Liverpool. Tre minutter inde i overtiden hamrede Bournemouth på kassen efter et kort hjørnespark. Her var Nathan Ake hurtigt over riposten, Loris Karius gav. Forsvarsspilleren sendte Vitality Stadium i ekstase med den afgørende scoring til 4-3.