Van Gaal: United er bedst uden bolden
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Van Gaal: United er bedst uden bolden

Louis van Gaal savner forbedringer med bolden i Manchester United, men glæder sig over den defensive kontinuitet.

Forventningerne er store til Manchester United i denne sæson. Klubben har hentet stjerner på stribe i sommerens transfervindue, men ikke alt har været godt i de tre første spillerunder. Offensivt har man manglet bid, og i weekenden blev det bare til 0-0 på eget græs, da Newcastle overraskede på Old Trafford. 

United-manager Louis van Gaal erkender da også, at offensiven halter en smule. Et faktum man skal arbejde med, for som situationen er i øjeblikket, er holdet ifølge hollænderen selv bedst, når man ikke har bolden. Det udtaler han på et pressemøde forud for onsdagens Champions League-kvalifikation mod Club Brügge:

- Jeg plejer at dele fodbold op i fire faser. Der er to, hvor modstanderen har bolden, og her mener jeg faktisk, at vi er bedst, når dette er tilfældet. Vi viste det i den forgangne sæson, og i år bygger vi på ved at lave en masse clean sheets. Dette er meget vigtigt, men det er vitalt, at vi bliver bedre på bolden, end vi er nu, siger Louis van Gaal på et pressemøde og fortsætter: 
 
- Vi har været en smule uheldige. Arsenal og Liverpool spillede 0-0 mandag, men man kan ikke sige, at de ikke skabte noget. Nu er målet at komme i Champions League. Det har det været i mere end et år, men den er ikke hjemme endnu. Det er meget vigtigt, at vi kommer med. Først skal vi dog spille bedre samt være bedre på bolden, der skal resultere i flere mål, understreger hollænderen. 
 
Manchester United gæster onsdag aften Club Brügge i en kamp, der kan sende englænderne i gruppespillet i Champions League. Her har United en 3-1 sejr med fra første opgør, og er storfavoritter til videre avancement.